Stifteren af ouchoice

Hej og velkommen.

Jeg hedder Tomas Jepsen. Jeg er far til to store og skønne drenge. De er en stor del af mit liv, og de har været med til at gøre mig til den, jeg er i dag. Jeg er den yngste af fire søskende, og vi har haft en skøn barndom og ungdom sammen i vores lille familie.

Sund mad i barndommen

Jeg kommer fra et hjem, hvor god og sund mad var en stor del af vores hverdag. Min mor gik på forskellige kurser om biodynamiske madvarer, og hvordan man ved at ændre kosten og købe produkter hos de biodynamiske landmænd kunne få en bedre og sundere livsstil. Her er vi tilbage i slut 70’erne og starten af 80’erne, så der var ikke så mange, som havde det fokus, og det var nærmest umuligt at få økologiske produkter i supermarkedet. Vi skilte os ud, og jeg husker tydeligt, hvordan vi fik serveret kartoffelmos til morgenmad – og det kan man sagtens vænne sig til.

ourchoice_tomas_bag_roret
ourchoice_i_skoven_med_min_far

Fokus på vandforbrug of kvaliteten af vand

Min far arbejdede hos det lokale vandværk, og der var derfor et naturligt fokus på vandforbrug og kvaliteten af det vand, der kom ud af hanen. Vi lærte at sætte pris på vores rene drikkevand og nørdede, når vi kom andre steder hen i landet, hvor smagen pludselig ændrede sig. Men det smagte aldrig bedre end det, vi havde hjemme i Bredsten. Vi lærte, hvor vigtigt det var at passe på vores miljø, netop for at vi i fremtiden også ville ha’ adgang til rent drikkevand og i det hele taget de resurser, vi forbruger.

Nyde og passe på naturen

Vi gik og cyklede mange ture i naturen, hvor det bedste, vi kunne komme på, var at lege i skoven, på marken, i havet med fællesnævneren om bare at nyde og passe på naturen. Ferierne gik typisk til Norge eller Sverige på vandreture, kanoture om sommeren og skiferie om vinteren. Min far havde sejlbåd og blev senere skipper på spejderskibet i Fredericia og derfor stod sommeren også altid på sommertogter i Danmark eller Sverige. Ja faktisk så har jeg holdt flere fødselsdage på en båd end hjemme, i tiden op til at jeg fyldte 18 år. Alle turene var et must og noget, der hvert år blev prioriteret højt. Alt i alt har vi gennem hele min opvækst levet en stor del ude i naturen, indsnust en masse hav og fjeldluft og lært en masse om at passe på vores jord.

ourchoice_vi_har_proevet_at_give_vores_boern_de_samme_oplevelser

Bruge den sunde fornuft til at træffe vores valg

Jeg vil ikke sige, at mine forældre var fanatiske, men de viste os unger, hvordan vi blot skulle bruge vores sunde fornuft til at træffe vores valg, og det kræver viden at træffe det bedste valg. Nu har jeg selv børn og prøver at give mine drenge en lignende viden, så de selv kan træffe deres gode valg. I dag er det noget lettere at finde viden om alt i denne verden sammenlignet med dengang i 80’erne. Det gør, at mine drenge og jeg godt kan få nogle ihærdige snakke om, hvad vi bør gøre for at få et bedre miljø. For hjælper det noget at have en webshop som ourchoice.dk? Det korte svar er JA, selvfølgelig gør det en forskel. Vi lever i en verden, hvor vi har uanede muligheder at vælge imellem, og det er derfor ikke altid nemt at regne ud, hvordan vi træffer det det rigtige valg. Det er det, ouchoice vil hjælpe dig med, og jeg er derfor overbevist om, at det arbejde, jeg har begivet mig ud i med ourchoice.dk, giver mening.

Vejen hertil

For at komme hertil, hvor jeg står i dag, har jeg været forbi VVS-branchen igennem flere år. Her arbejdede jeg som projektleder og energirådgiver for et par store internationale armaturleverandører. Jeg fik chancen for at opbygge et helt nyt koncept omkring energi og resursebesparelser. Det var et super spændende projekt, som tog det meste af to år. Jeg arbejdede blandt andet med arkitekter, ingeniører, boligforeninger, kommuner og sygehuse, og fokus var, hvordan vi bliver bedre til at spare på vores resurser som vand og energi. Min viden og overbevisning om, at vi sagtens kan gøre en forskel, blev en stor en del af min motivation for at gøre noget mere. Derfor blev ouchoice ført ud i livet, for sammen kan vi gøre så meget. På ourchoice.dk har jeg valgt en række plastfrie og bæredygtige produkter ud, som nu også kan blive en del af dit valg.

ourchoice_om_mor_lis_jepsen

Hvordan opstod idéen bag ourchoice?

Under mit projekt med at opbygge et nyt koncept indenfor energi og miljø til VVS-branchen kiggede jeg også på, hvor opgaven med at lave et miljømæssigt paradigmeskifte var/er størst. Jeg så, hvor stor en indflydelse bygherre og leverandører har på udviklingen af byggerier. Der er derfor et stort potentiale i at få dem med banen, når vi skal udvikle os inden for blandt andet byggeri. Desværre ses det i flere byggeprojekter, at projektet er økonomisk udfordret, hvilket oftest betyder, at der vælges billigere alternativer uden at tænke på konsekvensen både for arbejderne og miljøet. Det er en tendens, som der er mere fokus på i dag. Flere og flere virksomheder har også et ønske om at have en mere bæredygtig og grøn profil, så de kan vise, at de også tænker på miljøet. Og heldigvis for det. Men der er lang vej endnu, og jeg vil hellere end gerne hjælpe dem med at komme i mål.

Vi forbrugere kan i den grad få en større indflydelse på, hvad og hvordan der produceres og dermed hele beslutningsprocessen.

Jeg har derfor startet ourchoice for at komme ud og give min viden videre til brugere, kommuner og alle andre, som har lyst til at gøre en forskel. Netop for at give alle en viden, som gør os i stand til at vælge et miljørigtigt og sundhedsmæssigt forsvarligt produkt. Vi skal blive i stand til at stille sunde krav til vores producenter og leverandører, så de kan ændre måden at fremstille på og ændre valg af materialer, emballage og ingredienser. For at finde en løsning på vores forureningsudfordringer kræver det ny teknologi og modet fra producenterne til at træffe valget hen mod alternativer, selv om det måske kan stå i skærende kontrast til den egentlige udvikling, vi oplever i dag.

Med ourchoice vil jeg gøre dagligdagsprodukter til husholdningen, personlig pleje, køkkenet og badeværelset tilgængeligt i et setup, som er overskueligt og sikkert i en webshop, som tilbyder bæredygtige plastfrie produkter af høj standard.

ourchoice stiller høje krav til leverandørerne om, at produkterne skal være godkendte, de skal være økologiske, plastfrie og KUN med naturlige ingredienser  uden nogen former for unaturlige tilsætningsstoffer. ourchoice kræver, at produktionen og produktionsmetoderne er så miljøvenlige som muligt og af højeste certificering så muligt. Uden ovennævnte betingelser kan man ikke være leverandør til ourchoice’s sortiment. Dette skal give dig som forbruger og kunde en tryghed i at vælge ourchoice’s produkter med god bæredygtig samvittighed

Jeg ønsker at arbejde med Cradle to Cradle-princippet, som også hedder cirkulær økonomi. Sagt på dansk så er det et spørgsmål om at få produkter til at forblive i en cyklus ved at omsætte dem til nye produkter eller ved at kompostere dem for at give det tilbage til Moder Jord.

Jeg håber at komme ud til mange og give alle mulighed for at tage gode valg for alles sundhed og for vores fremtid. Det er nemlig ikke så svært at træffe miljøvenlige valg, og hos ourchoice glæder vi os til at gøre det endnu lettere for dig at træffe dine valg.

Tak fordi du har givet dig tid til at læse dette. Jeg vil sætte stor pris på, at du skriver til mig på info@ourchoice.dk, hvis du har spørgsmål, kritik eller gode ideer til produkter eller projekter.

Velkommen til ourchoice.

Tomas Jepsen

– stifter af ouchoice